I tusmørket i en nordlig by stirrede den gamle håndværker Zhao Guohua tavst på det vellykkede vævede net foran sin håndvæv. Midt i nationaliseringsbølgen af ​​metalfabrikker huggede han stædigt sine gamle trådvævningsteknikker ind på skiltet til det nystiftede "Jin Zehong Metalwork Cooperative". "Metal skal ikke kun have et strengt ansigt," skrev han i sin gulnede arbejdsjournal, "Når 0,2 mm ståltråd danser ved fingerspidserne, kan varme vokse i koldkæde og skudtråd."

Glasgardinvæggen i Shenzhens International Trade Tower afspejlede silhuetten af ​​andengenerationsarvingen Zhao Qiming. Med sin fars håndlavede trådnetprøver i armen blev han hængende uden for Canton Fair-pavillonen i tre dage. Da den tyske klient Schmidt blev forbløffet over kunstneriske skillevægge, der filtrerede sollyset, men samtidig var en velkommen brise, nåede denne township-virksomhed for første gang internationale standarder. "Vi sælger ikke trådnet," kommenterede Zhao Qiming på den første udenlandske handelskontrakt fra faxmaskinen, "men orientalske håndværkeres poetiske dekonstruktion af rum."

I fabrikkens laboratorium observerede tredjegenerations efterfølger Zhao Zixiang belægningspartikler under mikroskopi. For et årti siden blev skulpturer ødelagt af tyfoner i Dubais salttåge. Nu fik belægningsteknologien metalnet til at gløde i både Sahara-ørkener og arktiske stationer. "Bedstefar vævede former, far vævede lys," løftede han et rosaguldnetfilter ved årsmødet, "og vi væver tid."

"Bedstefar varmede stål med kropsvarme," Zhao Zixiangs stemme genlød gennem tiden, "Far indfangede vindens konturer på plantegninger, mens vi beviser, at algoritmer ikke kan beregne menneskehedens ømhed over for metal."